Det virker som om halvdelen af sangene er lavet for memes, og resten prøver at være seriøse midt i et kaos af glimmer, dansende køleskabe og sange med titler som “Milkshake Man”. Nogle siger, det er et svagere år, men det tror jeg mest er, fordi 2020’erne indtil videre har været pænt stærke. Sammenlignet med nogle af de lidt sløve år fra 10’erne, så er det faktisk stadig en fin årgang. Og det bedste? Det hele er pivåbent! Der er ikke én sang, der stikker helt af, så det bliver vildt spændende at se, hvem der tager sejren i maj.
Okay, lad os hoppe ud i det. Jeg har lyttet til alle sangene (mere end én gang – don’t judge me), og her kommer mine tanker, forudsigelser og rangeringer, som om vi sad med glitter i håret og flag i hånden. Vi starter alfabetisk efter sangtitel, fordi jeg ikke kunne finde på en mere kaotisk rækkefølge.
Grækenland sender “Asteromata”, en fin lille ballade, men den risikerer at drukne, medmindre Klavdia smadrer scenen med et stærkt live-act. Den kvalificerer nok, men jeg ser den ikke tage nogen medaljer. Alligevel, thumbs up til Grækenland for at prøve noget lidt anderledes.
Tyskland? Wow, “Baller” er et monster af en sang! Ikke nødvendigvis noget, der skriger “Eurovision”, men damn den er fed. Abor & Tynna leverer noget råt og ægte, og det er dejligt at høre noget på tysk. Tyskland er auto-kvalificeret, så nu handler det bare om at få styr på sceneshowet – så kan det blive en kæmpe fanfavorit.
Sverige? Hvad sker der?! De sender “Bara Bada Bastu”, og hele Europa elsker det. Det her er uden tvivl den mest skæve svenske sang i evigheder, og den oser af charme. Den er sjov, catchy og ser ud til at få en rigtig stærk staging. Den fører faktisk oddsene, men jeg tror ikke, folk orker endnu en svensk vinder. Jurypoint får den nok, men vinder? Meh.
Ukraine kommer med “Bird Of Pray”, og wow – det her er kunst. Ziferblat har lavet noget smukt og kraftfuldt, og jeg ville ikke blive overrasket, hvis det overrasker og ryger højt op. Den oser af kvalitet og kunne være årets dark horse.
Letland prøver lykken med “Bur Man Laimi”, og det føles lidt som en Vesna 2.0, bare knap så tilgængelig. Jeg håber virkelig, det går godt, men uden et stærkt live-show ryger den nok ud. Den er lidt for niche til mainstream-smag.
Nederlands franske bidrag “C’est La Vie” (ja, du læste rigtigt – fransk!) er hyggelig nok, men måske lidt for neutral. Den gør ikke ondt i ørene, men den brænder heller ikke fast i hukommelsen. Stadig, den kommer nok i finalen.
Portugal sender “Deslocado”, som er en stille sag, der nok kræver flere lyt, før den rigtig sætter sig. Jeg kan faktisk godt lide den, men i Eurovision går det tit galt for de sange, man skal arbejde lidt for. Formentlig ryger den ud.
Montenegro er tilbage med “Dobrodošli”, og jeg er glad for at se dem igen, men det her bliver svært. Sangen vokser lidt med tiden, men første indtryk er bare ikke stærkt nok. Diaspora og nabostemmer er deres bedste chance.
Spanien byder ind med “Esa Diva”, som føles lidt som et flashback til 2007 – men det er stadig catchy! Jeg foretrak originalversionen, men den nye udgave har stadig energi. Den får næppe mange point, men et godt sceneshow kan hjælpe.
Estland går all in med “Espresso Macchiato”, og jeg forstår godt, at folk elsker at hade den. Den er tosset, larmende og totalt u-Esc, men jeg elsker det! Den er perfekt til at skabe kaos i finalen. Vindermateriale? Nej. Mindeværdig? Ja!
Georgien sender “Freedom”, som er kedelig både musikalsk og politisk. Balladen er flad, og sangerinden virker lidt sketchy, så… pas. Det her kvalificerer ikke, og jeg tror ikke engang, Georgien gider vende tilbage næste år.
Polen stiller op med Justyna Steczkowska, som 30 år senere kommer tilbage med “Gaja”. Det er eksplosion på eksplosion, og showet sidder lige i skabet, men selve sangen mangler lidt pondus. Hun er den eneste solokvinde i sin semi, så det hjælper nok!
Danmark stiller med “Hallucination”, og ja – det er dansk standard. Ikke dårligt, bare lidt forudsigeligt. Det kan kvalificere sig, hvis Sissal virkelig leverer live, men jeg ville ikke sætte mine penge på det.
Slovenien kommer med en ballade, der føles som en reserveplan. Den er ikke dårlig, bare… intetsigende. Hvis de laver noget mærkeligt staging, kan den måske skille sig ud, men oddsene er ikke gode.
Finland sender Erika Vikman med “Ich Komme”, og ja, det er lidt mærkeligt. Jeg er ikke vild med melodien, men showet og energien redder det. Publikum vil elske det, og det bliver sikkert en stemmemagnet i finalen.
Tjekkiet har “Kiss Kiss Goodbye”, og den er overraskende solid. Den kunne godt snige sig i top-10 med et stærkt sceneshow. Dansesektionen splitter folk, men jeg synes, det fungerer.
Irland… eller vent, det skulle have været Norge, men Laika Party stjal rampelyset. Det er cute, det er fjollet, og det er virkelig tæt på at kvalificere. Hvis de går all-in på rumsnuttemaet, kan det gå hen og blive ikonisk.
Luxembourg er tilbage med “La Poupée Monte Le Son”, og jeg elsker det. Det er sødt, fjollet og kunne snildt have været med i Junior Eurovision. Det er langt fra en vinder, men jeg hepper på, at den kommer i finalen.
Norge har “Lighter”, som er ret standard, men solid. Den er let at synge med på, og Kyle Alessandro har charme. Den klarer sig fint, men vinder næppe.
Frankrig leverer med “Maman”, som er smuk, men ikke revolutionerende. Alligevel kan den overraske – en slags kompromisvinder måske? Jeg har en god fornemmelse med denne.
Serbien sender “Mila”, men selv med en opfriskning er det stadig lidt… fladt. Sceneshowet må virkelig shine, hvis den skal have en chance.
Australien har “Milkshake Man”, og det er, som titlen lover, lidt gakket. Ikke dårlig, bare ikke stærk nok til at gå hele vejen. Men den kvalificerer nok.
Israel sender “New Day Will Rise”, og jeg ville ønske, den var på hebraisk. Sangen er ret meh, og den vinder næppe. Men finalen? Det klarer den.
Kroatien stiller med “Poison Cake”, som jeg faktisk ikke kan lide. Det føles som et stort skridt ned fra sidste års kaos-sejrschance. Der er bare ikke nok kage i den her kage.
Island giver os “Róa”, og jeg elsker den! Den er sjov, energisk og forhåbentlig bliver den piftet op live. Jeg håber virkelig, den klarer sig – vi har brug for mere islandsk i finalen.
Aserbajdsjan har “Run With U”, og i en semi uden jurystemmer har de det svært. Det er dog en af deres bedre sange i årevis. Desværre lidt for radiovenlig og for lidt wow.
Malta kommer med “Serving”, og historien bag titlen (som engang var noget andet) har næsten gjort den til kult. Ikke dårlig, men heller ikke særlig mindeværdig – med mindre de virkelig får publikum med live.
Cypern har “Shh”, og… ja, jeg ville ønske, jeg kunne glemme den. Ikke meget power, ikke meget charme. Den kommer nok ikke videre.
Belgien har “Strobe Lights”, som faktisk burde være en sikker finalist. Den er stærk, catchy og velproduceret. Ikke en vinder, men bestemt en, der skal med.
Armenien har “Survivor”, og selvom teksten er lidt cheesy, er det en energibombe. Kvalificerer sig nok, men vinder næppe.
Litauen har “Tavo Akys”, og den føles lidt som Letland 2023 – elsket af fans, men usikker i konkurrencen. Den fortjener mere, men vi får se.
San Marino… altså… “Tutta L’Italia” lyder som en reklamesang fra San Remo, men den er faktisk sjov! DJ-konceptet kan være svært at sælge, men jeg håber virkelig, den overrasker.
Italien kommer med en af de mest oversete perler: “Volevo Essere Un Duro”. Lucio er lidt af en karakter, og sangen er skøn. Ikke en vinder, men top 10? Helt sikkert.
Schweiz leverer med “Voyage”, som er en smuk ballade, men måske for diskret? Den minder om Frankrigs sang, men står lidt i skyggen af den. Alligevel – flot værtsbidrag!
Østrig har “Wasted Love”, og den bliver nævnt som en mulig vinder, men jeg er ikke helt solgt. Slutningen er sjov, men resten er lidt ujævn. Vi får se.
UK? “What The Hell Just Happened” er netop det, jeg tænker, når jeg hører sangen. Den er sjov, men også lidt mærkelig. Den får nok ikke Sam Ryder-resultater.
Albanien slutter stærkt af med “Zjerm”, som fansene ELSKER. Og jeg forstår det! Den kunne virkelig overraske, men en sejr er nok urealistisk – desværre.
Alt i alt? Et kaotisk, mærkeligt og sjovt Eurovision-år. Måske ikke det stærkeste i gennemsnit, men der er virkelig mange højdepunkter. Og jeg kan ikke vente med at se, hvordan det hele falder ud!
